Få styr på CO2-regnskabet med Fuglsang Algeservice
Fra 2024 og frem bliver det et lovkrav fra EU at inkludere CO2-kortlægning i virksomhedernes årsrapporter. Først vil dette krav gælde de store børsnoterede virksomheder, men kravene vil gradvist blive udvidet og kan også stille højere krav til leverandører og store dele af erhvervslivet.
Denne udvikling kan virke udfordrende, men ved at samarbejde med os kan I være på forkant med den nye lovgivning. Vi hjælper jer med at tage de første skridt mod den grønne omstilling og sikre et mere retvisende klimaregnskab. Når I arbejder sammen med os, får I præcise og gennemsigtige beregninger, der kan integreres direkte i jeres CO2-regnskab – og dermed bidrage til en troværdig dokumentation af jeres indsats.
Hos os er ærlig kommunikation alfa og omega, og vi står altid til ansvar for det produkt, vi leverer. Vores fokus på vedligeholdelse frem for udskiftning og dyre reparationer er en central del af vores tilgang til bæredygtighed. Ved at bevare og optimere eksisterende løsninger kan vi minimere ressourcespild, forlænge levetiden på bygninger og overflader samt sikre høj kvalitet. Dette valg skåner både miljøet og økonomien – og understreger vores fælles ansvar for at tænke grønnere.


Transportoptimering giver lavere CO2-aftryk
Hos Fuglsang Algeservice har vi gjort konkrete tiltag for at reducere vores kørsel og optimere vores transport, så vi både sparer på diesel og mindsker vores CO2-aftryk. Vores mål er at gøre transporten mere bæredygtig, samtidig med at vi opretholder høj service og effektivitet. Diesel er uden tvivl den største post i vores klimaregnskab, og derfor har vi valgt at fokusere intensivt på at optimere kørselsmønstrene.
Ved at planlægge vores ruter mere effektivt har vi opnået markante CO2-besparelser. For eksempel samler vi opgaver i samme geografiske område på én dag, hvilket minimerer transporttiden og reducerer brændstofforbruget. Når vi modtager flere forespørgsler fra f.eks. Nordjylland, kan vi samle disse opgaver på en enkelt tur, hvilket både sparer tid og penge, samtidig med at vi reducerer vores CO2-udledning.
For de større opgaver, der kræver en hel dags arbejde, er lokationen mindre vigtig, da vi kan planlægge vores ruter og optimere kørslen, så den bliver så effektiv som muligt. Dette giver ikke kun en CO₂ fordel, men også en økonomisk fordel for både os og vores kunder, samtidig med at vi leverer service af høj kvalitet.
Effektiv vedligeholdelse som besparelse for både økonomi og klima
Hos Fuglsang Algeservice sætter vi fokus på bæredygtighed og hjælper blandt andet virksomheder, boligforeninger og kommuner med at reducere deres CO2-aftryk gennem effektive vedligeholdelsesløsninger. Vi tilbyder grundige beregninger af jeres services, så I får et klart billede af, hvordan vedligeholdelse ikke kun kan spare penge, men også mindske jeres klimaaftryk.
Når I vælger os som leverandør, får I en samarbejdspartner, der tager ansvar for bæredygtighed, men også én der gør jeres CO2-regnskab lettere at håndtere. Vores løsninger er skræddersyet til jeres behov og kan integreres direkte i jeres værdikæder.
Imprægnering og vedligeholdelse – forebygger skader og mindsker CO2-udledning
Et af vores nøgleområder er imprægnering af murværk, som sikrer, at murværket forbliver sundt og tørt samt beskyttet mod indtrængen af vand, der kan forårsage skader. Vådt og fugtigt murværk kan desuden forringe isoleringsevnen væsentligt og dermed forårsage stigning i varmeforbruget. Dette fokus på beskyttelse gælder ikke kun murværket, men også andre centrale dele af bygningen, såsom taget.
Et godt eksempel er tagpap, der, hvis det ikke vedligeholdes korrekt, hurtigt kan blive hjemsted for mos, alger og særligt lav. Disse kan sætte rødder i taget og skabe risiko for frostskader, hvor vand trænger ned og ødelægger både konstruktionen og isoleringen. Lav, alger og mos nedbryder taget hurtigere og mindsker dermed levetiden. Sådanne skader kan have store konsekvenser for bygningens energiudnyttelse og miljøpåvirkning. At ignorere vedligeholdelse kan altså få alvorlige følger for både bygningens levetid og i særdeleshed virksomhedens økonomi.
Vi tager ansvar – og går forrest
Hos os handler bæredygtighed om at gøre tingene rigtigt fra starten. Ved at vælge de mest effektive og holdbare løsninger sikrer vi en korrekt behandling af overflader, der mindsker behovet for omfattende og bekostede indgreb i fremtiden.
Når først en facade eller et tag er blevet behandlet korrekt – selvom det kan være en større investering – bliver den løbende vedligeholdelse både enklere og billigere. Et årligt vedligehold sikrer, at overfladen forbliver sund, tør og fri for alger og begroninger. Det betyder, at man kan udskyde behovet for en ny, omfattende behandling i mange år.
Vedligeholdelse er en lille investering sammenlignet med en omfattende ny behandling. En større rensning kan koste 100.000 kroner, mens årlig vedligehold for 8.000–10.000 kroner kan holde overfladen i god stand i 10 år. Det forudsætter dog, at facaden først er blevet renset og imprægneret. Uden vedligeholdelse kan en ny rensning allerede være nødvendig efter 4-6 år, hvilket bliver betydeligt dyrere i længden. Med en årlig vedligeholdelse efter den indledende rensning og imprægnering kan overfladen forblive i topform i mere end 10 år.
Vores fokus på bæredygtighed betyder ikke, at vi går på kompromis med kvaliteten – tværtimod. Vi stræber efter at levere løsninger, der både er langtidsholdbare og effektive for virksomheder, som jagter den grønne omstilling. Dette er med til at sikre, at I opnår både økonomiske besparelser og en lavere CO2-udledning.
